12/02 2024

Mit katalog har desværre ligget underdrejet i lang tid, simpelthen fordi jeg har haft travlt.
Det er noget man kalder arbejde. Indtil videre er det nok kommet for at blive.
Men en dag….når jeg bliver folkepensionist, håber jeg på at give den en skalle igen.
Jeg har købt rigtigt mange spillemærker i denne passive periode, som jeg nu har fået bragt i orden.
Det har givet nogle opdateringer i det hidtil indtastede materiale, samt en udvidelse af billedmaterialet for 5- og 10-øres mærkerne.


27/10 2022.

Vinteren og den mørke tid nærmer sig.
Møntfolket er vågnet igen efter sommerens pause, og der kommet gang i klubberne igen oven på coronaen.
Jeg har fået indtaste lidt i mit katalog, og mangler nu kun godt 30 numre, for at få afsluttet 10-øres mærkerne iht. til ES.

Jeg håber det er til glæde og gavn, for andre end mig selv.
God samlersæson til alle!

13/03 2022
Køb af spillemønter på internettet

Jeg har som nævnt købt en del spillemønter i løbet af vinteren, bl.a. disse to sjældne stykker:


ES 53, som er et sjældent prøvemærke.

ES 57, også et sjældent prøvemærke.

Desværre er begge spillemærker forfalskninger.
ES 53 burde være tæt på ucirkuleret, men det er så meget korroderet, at der ikke er den mindste tvivl om,
at stykket har fået et bad i en stærkt koncentreret syre, som har fjernet det lag af fornikling, det fra
starten har været coatet med. Ser man godt efter, kan der stadig anes små nikkel rester.

ES 57 er ret flot og ser ubrugt ud, men ser man spillemærket under en god lup,
ses det med al tydelighed, at der er rester af forniklingen rundt om alle prægets detaljer.
Billederne taler også deres eget tydelige sprog, hvis man lige klikker på dem, og får dem i stort format.

Begge mærker er købt hos Bruun-Rasmussen i et lot med i alt otte spillemærker.
Auktionshuset gør opmærksom på at ES 53 er en forfalskning, men har ikke været skarpe på,
at ES 57 heller ikke er den ægte vare.
Lidt ærgerligt, men jeg fik trods alt lot’en til en lav pris, så det kan jeg leve med.

Jeg kan kun konstatere, at man som køber skal være helt bevidst om, at spillemærker man køber på internettet, ikke er garanteret
ægte, selv om de bliver udbudt de store steder. Så lad dette være en advarsel.


09/03 2022

Der har været ret stille i lang tid på møntfronten, og jeg har ikke fået tastet så meget på mit projekt, desværre.
Til gengæld har jeg fået købt en del sjældne spillemærker hen over vinteren, så der kan lægges nye fotos op på siden af en del gode mærker.
Jeg var til møntbørs i Holbæk i søndags, den 6. marts, og der faldt jeg over et spillemærke jeg aldrig har set nogen steder.
Hverken Sømod, Stolberg eller Søndergaard har mærket med i deres gode kataloger, så jeg tillader mig at betragte det som sjældent.
Det er et 5-øres mærke fra Dyrehavsbakken, telt nr. 25.
Det var også kendt som Colosseum, og blev fra 1935 drevet af Orla Bang Bjelby.
Mit nye mærke er designmæssigt identisk med JS 7422/ES 269, som er et 10-øres mærke,
men med diameter Ø27,3 mm og en tykkelse på 2,45 mm.
Mærket er af messing. Så snart der er taget et par gode billeder, kan det ses her på siderne.


21/03 2021

Det har været lidt stille på møntfronten, siden corona gjorde sit indtog, så jeg har fået tastet lidt på mit projekt. Lige nu er jeg i fuld gang med at gøre 10-øres mærkerne færdige.
Der er revideret lidt i krydsreference listerne, hvor et par fejl havde sneget sig ind, bl.a. fordi spillemærker uden navn, kan være lidt vanskelige at bestemme, især når man ikke selv har mærkerne, men må studere billeder hos JS og ES.


7/10 2020

Så er det blevet møntsamler sæson igen. Jeg håber på at kunne fortsætte indtastningen her i kataloget inden længe, og holde på hen over vinteren.
Jeg har boet hele sommeren i et afsindigt flytterod, så det har knebet med at holde skruen i vandet med spillemønter og katalog.
Men nu kribler det lidt i nørden igen.


22/02 2020

Søndag den 1. marts 2020 afholder Holbæk Og Omegns Møntklub deres årlige møntbørs i Fritidscenteret i Holbæk.
Salgs- og bytteborde er på nuværende tidspunkt fuldt booket, så handlere og krejlere er i hvert fald klar.
Forhåbentligt er der også igen i år et godt fremmøde af publikum.
Arrangementet er for alle, og adgangen er ganske gratis. Der afholdes auktioner, og der er mulighed for at købe forplejning
i Fritidscenteret.

Se mere info på www.holbækmøntklub.dk


15/12 2019

Per Groth har været så venlig at sende mig de originale filer til “SPILLE/AUTOMATMÆRKER benyttet i Danmark fra 1990 og frem” og “DANSKE SNURREMØNTER i farver“, som blev udgivet i 2013.
Per Groth er vel et kendt navn blandt de fleste samlere af tokens og spillemærker, han har været medlem af Danish Token Club i mange år, hvor han blev valgt ind i bestyrelsen i 1985.
Materiale som allerede findes elektronisk, er jo nogen af de lette lavthængende frugter, så det bliver en kæmpe hjælp, til også at få flettet nyere spillemærker ind i værket.

Tak til Per Groth for denne håndsrækning!


9/12 2019

Danish Token Club har velvilligt stillet materiale til rådighed i form af en næsten komplet samling af klubbens medlemsblade, som jeg venligst har fået lov til at låne.
Jeg forventer disse blade kan bidrage med en masse gode oplysninger, efter som bl.a. Henning Burgunder, Viktor Søndergaard og Jørgen Sømod alle har været medlemmer af Danish Token Club, siden den startede i 1979, og løbende har bidraget med artikler til medlemsbladet.

Tak til DANISH TOKEN CLUB for dette bidrag til mit online katalog!


3/11 2019.

Jeg laver lidt om på konceptet. Hvis jeg skal lede efter er spillemærke, og ikke er bekendt med et ES eller JS nummer , er det en lang proces at søge i et katalog med én endeløs række af spillemærker.
I særdeleshed fordi, der ikke er fotos af alle mærker – endnu.
Derfor har jeg ændret lidt i opdelingen, således at hver nominel værdi yderligere opdeles alfabetisk.
Det bliver sådan, at REX AUTOMATER A/S bliver at finde under R i alfabetet, mens BRD. STEFANSEN bliver at finde under S.
På de små sider, f.eks. 2-øres mærkerne, er en alfabetisk inddeling knapt så påkrævet, da de kan være på en enkelt kort side.

Og…så er der kommet SSL certifikat på Sofacykel.dk, det er efter sigende et must, hvis man skal være med på beatet ;o)